Tiden moden for fredninger
NATUR: Nok er retten til at forslå fredninger en rettighed, som kan fremstå som et fortidslevn fra 1937, hvor den blev givet til Danmarks Naturfredningsforening. Men behovet og ideen er nu slet ikke så forældet endda, som Niels Vestergaard Salling fremhæver i sit indlæg (9.4.).

Jørgen Jørgensen Formand DN-Hjørring

Faktisk er omsorgen for vores fælles naturarv blevet vigtigere end nogen sinde før.

Sagen er, at kun stat, kommune og Dansk Naturfredningsforening (DN) kan rejse fredningssager i Danmark. Det vil sige foreslå et naturområde at blive fredet. Kun foreslå. Dernæst går en meget demokratisk proces i gang, hvor et uvildigt Fredningsnævn skal vurdere forslaget. I processen bliver alle involverede lodsejere hørt og inviteret på besigtigelse. Der er indsigelsesret overfor Fredningsnævnets afgørelse, hvor sagen kan komme for Miljø- og Fødevarenævnet. Altså en meget demokratisk behandling, der netop er gennemtænkt ned i mindste detalje for at lade alle blive hørt i processen.

I praksis betyder det, at DN lytter til lodsejernes indsigelser og søger at indarbejde alle ønsker, hvor det er muligt.

Det betyder, at mange streger og linjer, der er sat, undervejs bliver flyttet og diskuteret under vejs. Det er i alles interesse at træffe en tilfredsstillende afgørelse, der er langsigtet og samtidig anvendelig her og nu.

I dag tager en fredning i gennemsnit to år at gennemføre. Der er intet hastværk, for det er en vigtig afgørelse, der involverer mange parter, og fredningen skal tænkes ud i fremtiden.

Gamle fredninger bliver opdateret til moderne standard, små fredninger bliver langt sammen med andre mindre fredninger og skaber dermed større og rigere naturområder. Naturpleje er i fokus, og formidling af storslåede, fredede naturområder finder også sted i stort omfang.

Det er netop den optimering, Niels Vestergaard Salling efterlyser.

Stat og kommuner rejser forsvindende få fredninger. Faktisk så lidt at det er essentielt, at DN løfter opgaven.

Og hvorfor så lige netop DN? Fordi en stor landsdækkende grøn og uafhængig organisation som DN ikke har politiske eller økonomiske interesser, men kun et klart blik for naturen. Kun på den måde sikres det, at naturen har sin egen advokat, der har fokus på naturens tarv.

Men hvorfor skal DN så være alene om at måtte foreslå fredninger foruden stat og kommuner? Ja, det kunne andre grønne organisationer skam også gøre. Hvis de ville, havde landsdækkende kendskab til naturen og havde ekspertisen. Det er nemlig en omfattende opgave, som kræver indsigt i fredningsapparatet og kendskab til konsekvenser og balancegange. Der ud over er det dyrt.

DN betaler tre mio. kr. årligt for at forberede fredningsforslag. En post som stat og kommuner sparer. Det er betalt af medlemskontingenter. Det er medlemmer, der sætter naturen højt og som ved, at der er brug for at Danmark tager vare på den natur, vi alle sammen færdes i og gerne vil have vores børn og børnebørn også vil kunne færdes frit i!

DN’s ret til at rejse fredninger er derfor hverken en forældet tankegang eller en politisk indstilling til natur. Det er derimod en moderne indstilling til at frede den natur, som vi i dag ved er vigtigere at bevare end nogensinde.

Vi har utallige eksempler på, hvilken forskel en fredning kontra en ikke-fredning gør.

Bare kør en tur ned igennem Europa og se, hvordan kyster og naturområder bebygges uden hensyn til, hvor ødelæggende det er for fællesskabet og almenvellet at én lodsejer og endnu én lodsejer bebygger smukke udsigtshøje, langs kyster eller i åbent land, indtil naturområdet er byzone, og der er frit slag for betonkanonerne.

Man kan sige, at fredninger er en måde at måle vores rigdom på. Vores vilje til overskud og til at forstå at tage vare på vores fælles naturrigdom. Heldigvis møder forståelsen for naturen for at bevare den fri for byggeri indpas i stigende grad i dag.

Og særligt forståelsen for, at det er et fælles anliggende at frede for at bevare naturen som den er, ligger mange danskere på sinde.